Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens §99a i 2025-26

Den lovpligtige redegørelse for samfunds-ansvar (Corporate Responsibility eller ”CR”) omfatter beskrivelse af forretningsmodellen i JPS Marselis ApS i relation til samfunds-ansvar, politikker for samfundsansvar og risikovurdering samt beskrivelse af handlinger og resultater.

JPS Marselis ApS har valgt at offentliggøre redegørelsen jf. §99a på selskabets hjemmeside.

Følgende redegørelse omfatter JPS Marselis ApS’ rapportering for 2025/26 og er en del af ledelsesberetningen, som den fremgår af årsrapporten.

Download rapporten som PDF-fil her.

JPS Marselis

Beskrivelse af forretningsmodellen i JPS Marselis

JPS Marselis er opbygget med ejerskab af datterselskaber med fokus på danske ejendomme (JPS Germa A/S) og virksomhederne Tropica Aquarium Plants A/S (aktiviteter i Danmark, Tyskland og Canada), Hornbaek A/S (aktiviteter i Danmark og Letland), Vahle A/S (aktiviteter i Danmark), Grønning Hård Træ A/S (aktiviteter i Danmark), JPS Hotel Service A/S (aktiviteter i Danmark) og Dansk Administrationscenter A/S (aktiviteter i Danmark). Flere af disse virksomheder er opbygget som fokuserede delkoncerner med egne datterselskaber. De enkelte virksomheder opererer med en høj grad af operationel selvstændighed: De har deres egen organisation og ledelse med ansvar for virksomhedens drift. Virksomhedernes underliggende datterselskaber driver aktiviteter, som er identiske med eller tæt relateret til virksomhedens gennemgående aktivitet.

Størstedelen af koncernens omsætning hidrører fra egenproduktion inden for trævarer og vandplanter. Den resterende del af omsætningen hidrører væsentligst fra handels-virksomhed og udlejning af fast ejendom.

Koncernens indkøb af råvarer er begrænset til træ fra primært nordiske og baltiske skove, der købes i store mængder fra anerkendte leverandører. Koncernens indkøb af komponenter omfatter et stort antal produkter, der indkøbes fra leverandører over hele verden. Det gennemgående kendetegn for disse produkter er, at de er fremstillet hos leverandører med høje kvalitetsstandarder.

Koncernens afsætning er i væsentlighed baseret på salg til professionelle, der sælger varerne videre til både private og professionelle kunder. Den direkte omsætning/ salget til private og offentlige kunder er meget begrænset. Udlejning af koncernens ejendomme sker i overvejende grad til private (beboelse).

Ovenstående karakteristika for koncernens overordnede forretningsmodel betyder, at der er CR-relaterede forhold, som er særligt centrale for vores forretning. Det gælder særligt forhold relateret til vores medarbejder

CR – politik og risikovurdering

JPS Marselis har vedtaget politikker for samfundsansvar indenfor områderne:

  •  Menneskerettigheder
  • Sociale forhold og medarbejderforhold
  • Anti-korruption og forretningsetik
  • Miljø og klima

Politikkerne er implementeret i koncernen.

Koncernens CR-politik udgør rammen for en fælles tilgang blandt vores medarbejdere i forhold til vores værdier og vores målsætning om at agere bæredygtigt og ansvarligt. Politikken beskriver en række retningslinjer samt vores forventninger til hinanden og sammenfatter, hvordan vi bør opføre os som henholdsvis medarbejdere og arbejdsgiver. Politikken tager udgangspunkt i FN’s Global Compact.

JPS Marselis har endvidere foretaget en samlet risikovurdering af disse områder. De vigtigste risici beskrives nedenfor i sammenhæng med politikken for de enkelte områder.

JPS Marselis

Menneskerettigheder

JPS Marselis har aktiviteter i en lang række lande verden over. Uanset hvilket land, vi opererer i, bestræber vi os på at overholde menneskerettighederne og på at behandle vores medarbejdere med værdighed og respekt. Vi støtter og respekterer beskyttelsen af internationalt erklærede menneskerettigheder som formuleret i FN’s menneske-rettighedserklæring samt i ILO’s konventioner og anbefalinger.

JPS Marselis har foretaget en overordnet risikovurdering i relation til menneskerettigheder. Koncernen opererer i forskellige lande. Der vurderes dog ikke at være tilknyttet særlige risici i relation menneskerettigheder i disse lande.

Ledelsen for alle aktiviteter er bekendt med vores politikker og holdninger til menneskerettigheder – uanset geografisk tilhørsforhold. Sidstnævnte vurderes som et fuldt tilstrækkelig tiltag for at modvirke risikoen for overtrædelse af menneskerettighederne. Der har ikke i årets løb været konstateret overtrædelser af menneskerettighederne. Der forventes med de beskrevne tiltag ikke at være en særlig risiko fremadrettet.

JPS Marselis

Sociale forhold og medarbejderforhold

I JPS Marselis mener vi, at resultater skabes gennem mennesker. Vi tilstræber at være en ansvarlig arbejdsgiver, som sikrer ordentlige ansættelsesforhold, sunde og sikre arbejdsforhold og et motiverende arbejdsmiljø for vores medarbejdere. Vi er en mangfoldig arbejdsplads, som bidrager til de samfund, vi er til stede i, ved at skabe jobs og ved at ansætte ufaglærte og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

JPS Marselis har foretaget en overordnet risikovurdering i relation til sociale forhold og medarbejderforhold. Da JPS Marselis anser medarbejderne som koncernens vigtigste ressource, vurderes CR-risici i forbindelse med sociale forhold og medarbejderforhold, som et område af særdeles væsentlig karakter.

Koncernens aktiviteter kræver dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere, og der stilles betydelige krav til medarbejdernes kompetencer. Generelt beskæftiges overvejende veluddannet arbejdskraft eller medarbejdere, som efter oplæring og træning har erhvervet de nødvendige kompetencer, der muliggør overholdelse af virksomhedernes kvalitets- og sikkerhedsstandarder. Det er medvirkende til at sikre, at der kan opretholdes et højt niveau inden for arbejdsmiljø.

Det vurderes eksplicit i forhold til sociale forhold og medarbejderforhold at være særlige risici i aktiviteter, der foregår uden for det tidligere Vesteuropa (Letland), idet ledelseskultur og motiverende arbejdsmiljøer ikke har samme udbredelse og historisk integritet, som vi kender det i Danmark. Vi har derfor særligt fokus på disse områder i den løbende ledelse og controlling af disse datterselskaber. Resultatet af denne særlige fokus vurderes at reducere de beskrevne risici. Der foretages kontinuerligt forbedringer for at minimere risici inden for området. Der har ikke været konkrete sager i 2024/25 i de forbindelser.

Der har i forhold til de beskrevne politikker på området ikke været konstateret uacceptable handlinger/ beslutninger på dette område i regnskabsåret. De igangsatte tiltag vurderes at være tilstrækkelige til at imødekomme risici for overtrædelser på dette område fremadrettet. Ledelsen følger op på dette område løbende og vil foretage nødvendige tiltag for undgå uacceptable hændelser, såfremt det viser sig, at igangsatte aktiviteter ikke er tilstrækkelige.

Nedenfor oversigt viser registrerede arbejdsskader i datterselskaber med ansatte: 

 

JPS Marselis datterselskaber med ansatte medarbejdere
  2025/26 2024/25

2023/24

JPS Clemens A/S 0 0 0
Tropica Aquarium Plants A/S 1 0 0
Dennerle Plants GmbH 0 2 0
Tropica North America Ltd 0 0 0
Carmen Damer GmbH 0 1 4
JPS Aquatic (UK) Ltd 0 0 NR
Hornbaek A/S 1 4 4
Hornbaek Baltic, Letland 3 4 3
Vahle A/S 1 3 1
Grønning Hårdt Træ A/S 0 0 NR
JPS Germa A/S 0 0 0
Dansk Administrationscenter A/S 0 1 0
JPS Marselis

Anti-korruption og forretningsetik

JPS Marselis har igennem årene opbygget et omdømme som en virksomhed, der opretholder en høj grad af integritet og etisk adfærd. Vi modarbejder alle former for korruption, herunder bestikkelse.

JPS Marselis har foretaget en overordnet risikovurdering i relation til anti-korruption og forretningsetik. Visionen i JPS Marselis er at være blandt de bedste til at skabe værdi på en ordentlig og troværdig måde ved at forpligte os selv og vores virksomheder til at tage ansvar og agere bæredygtigt, uanset hvilket land vi opererer i. Visionen er dybt forankret i den måde, JPS Marselis driver forretning på, hvilket har medvirket til at opbygge koncernens gode omdømme. Det vurderes derfor, at dette område ikke udgør en væsentlig CR-risiko, men området tillægges alligevel stor opmærksomhed for at sikre, at den gode standard fastholdes.

Det vurderes eksplicit i forhold til anti-korruption og forretningsetik at være særlige risici i aktiviteter, der foregår uden for det tidligere Vesteuropa (Letland). Baggrunden er forretningsmiljøet, der er/ har været præget af bestikkelse og korruption, som historiske vigtige ingredienser for at nå de forretningsmæssige mål. Vi har derfor særligt fokus på disse områder i den løbende ledelse og controlling af disse datterselskaber. Resultatet af denne særlige fokus vurderes at reducere de beskrevne risici. 

Der har i forhold til de beskrevne politikker på området ikke været konstateret uacceptable handlinger/ beslutninger på dette område i regnskabsåret.                                          

Koncernen har indført en whistleblower-ordning i overensstemmelse med almindelig praksis for god virksomhedsledelse. Under whistleblower-ordningen kan medarbejdere, kunder, leverandører, samarbejdspartnere og andre interessenter med tilknytning til JPS Marselis-koncernen i god tro foretage anonyme eller ikke-anonyme indberetninger om alvorlige forhold, der kan få betydning for virksomheden som helhed, eller som kan have afgørende betydning for enkeltpersoners liv eller helbred. Whistleblower-ordningen fremgår på jpsmarselis.dk i fire sprogversioner: dansk, engelsk, tysk og lettisk. Der er i 2025/26 ikke sket indrapportering via ordningen.

Det forventes, at de igangsatte aktiviteter på området, er tilstrækkelige til at imødegå risici på dette område. Ledelsen vil løbende følge op og foretage korrektioner, såfremt der er behov herfor.

Miljø og klima

Virksomhederne i JPS Marselis arbejder med råvarer, der i overvejende grad er produceret med positiv effekt på miljøet. Det gælder både den primære råvare (træ fra de nordeuropæiske skove) samt indkøbte planter. Vi anerkender påvirkningen, som transport af råvarer samt den produktion/ forarbejdning, der efterfølgende udføres, har på miljøet. Vores CR-politik i forhold til miljø og klima er, at vi tager ansvar i forhold til miljø- og klimapåvirkningen gennem aktivt at beskytte miljøet og herunder nedbringe vores forbrug.

JPS Marselis har foretaget en overordnet risikovurdering i relation til miljø og klima. Som følge af en løbende reduktion af forbrug af ressourcer, som konsekvens af et aktivt ønske om miljøansvarlighed og ordentligt købmandskab, vurderes området ikke at udgøre en væsentlig CR-risiko for koncernen. Ved indkøb af råvarer er certificering normalt et hovedkrav (f.eks. FSC®), hvorved vi sikrer, at råvarerne opfylder en række CR-krav.

JPS Marselis blev i marts 2023 en del af UN Global Compact. Det betyder, at koncernen officielt dedikerer sig til at efterleve ti internationalt aftalte principper for ansvarlig virksomhedsledelse og til at bidrage til, at verdenssamfundet opnår FN’s verdensmål. Udover koncernen er Tropica, Hornbaek og Vahle også blevet en del af UN Global Compact, idet det giver god mening at få de enkelte produktionsvirksomheder med, da de i forvejen har fokus på bæredygtig produktion. Som en del af UN Global Compact opnås en unik mulighed for at lære af andre virksomheders erfaringer og få inspiration til, hvordan vi kan blive endnu bedre, og hvor vi skal sætte ind hvornår.

Der har i forhold til de beskrevne politikker på området ikke været konstateret uacceptable handlinger/ beslutninger på dette område i regnskabsåret. Med udgangspunkt i de igangsatte aktiviteter vurderes der ikke at være risici i forhold til området.

Tropica og Dennerle Plants

Beskrivelse af handlinger og resultater

CR-indsatsen i JPS Marselis foregår primært i virksomhederne, og den løbende indsats prioriteres ud fra områderne med højest CR-risiko. Det hænger ofte sammen med de fokuspunkter, der også har et forretningsmæssigt perspektiv. Dvs. sociale forhold og medarbejderforhold samt miljø og klima.

2025/26 er niende år for udarbejdelse af rapportering om samfundsansvar (§99a).

Nedenfor findes en kort status for de enkelte virksomhedsområder.

På baggrund af kursusforløbet i lean og bæredygtig produktion, som alle medarbejdere i Hornbaek, Tropica og Vahle samt udenlandske datterselskaber har gennemført, har alle medarbejdere i 2025/26 spillet en aktiv rolle i virksomhedernes daglige arbejde med at løfte lean og bæredygtighed til nye niveauer. Derudover har medarbejderne i små forløb fået genopfrisket deres viden om lean og bæredygtighed, og virksomhedernes tavleformænd er blevet trænet i afvikling af tavlemøder.

Vores medarbejdere gennemfører løbende kurser med henblik på varetagelse af nye arbejdsområder, opkvalificering og personlig udvikling.

I stedet for at investere i nye computere til virksomhederne, indkøber koncernen fortsat istandsatte genbrugscomputere til de jobfunktioner, hvor det giver mening. Computerne er så godt istandsatte, at medarbejderne hverken kan se eller mærke at computerne er brugte.

Koncernens CR-politik udgør rammen for en fælles tilgang blandt vores medarbejdere i forhold til vores værdier og vores målsætning om at agere bæredygtigt og ansvarligt. Politikken beskriver en række retningslinjer samt vores forventninger til hinanden og sammenfatter, hvordan vi bør opføre os som henholdsvis medarbejdere og arbejdsgiver. Politikken tager udgangspunkt i FN’s Global Compact, og for at styrke arbejdet inden for de fire udvalgte områder har JPS Marselis og datterselskaberne Tropica, Hornbaek og Vahle tilsluttet sig FN’s Global Compact.

Hornbaek og Hornbaek Baltic

Hornbaek Danmark og Hornbaek Baltic

Der er foretaget følgende konkrete aktiviteter i Hornbaek i 2025/26:

Der er i årets løb investeret i et sorteringsanlæg, hvor indkøbt råtræ kan sorteres med maskinhjæpl. Arbejdsgangen var tidligere manuel med manuelle sortering. Det nye sorteringsanlæg vil afhjælpe mange tunge og manuelle løft, der har stor effekt på indsats mod nedslidning.

I produktionsområdet er lyden blevet forbedret betydelig i årets løb ved opsætning af lyd absorberende materiale på loftet. Det har stor effekt på arbejdsmiljøet i produktionen.

Der er sket en automatisering af produktionen af trælister, idet er er monteret en ilægger på en af maskinerne. Effekten på arbejdsmiljøet er reduktion af de manuelle løft.

Med investering i Document Capture har virksomheden med det nye dokumenthåndteringssystem sparet både en masse papir samt arbejdsgange og dermed tid.

Slutteligt har Hornbaek støttet Aarhus Teater i årets løb

Der er foretaget følgende konkrete aktiviteter i Hornbaek Baltic i 2025/26:

Forbedring af arbejdsmiljøet

I det forgangne år har Hornbaek Baltic gennemført en række målrettede tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet og sikre et mere ergonomisk og sundt arbejdsliv for medarbejderne.

Et centralt initiativ har været etableringen af et luft fugtningsanlæg i produktionen, der giver bedre muligheder for styring af luftens vandindhold. Det giver både et markant bedre indeklima, hvilket bidrager til øget komfort for medarbejderne i produktionen.

På tilsvarende vis er indført robotter til rengøring af produktionsarealerne, der reducerer luftens indhold af støv, hvilket har stor effekt på indeklimaet.

Endelig har Hornbaek Baltic indført ergonomiske stå-stole ved de stationære produktionsarbejdspladser. Disse giver mulighed for variation mellem at sidde og stå, hvilket forbedrer arbejdsstillingerne og reducerer risikoen for belastningsskader over tid. 

Disse forbedringer er et led i deres løbende indsats for at skabe et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor trivsel og sikkerhed går hånd i hånd med effektivitet og kvalitet.

Forbedringer af det naturlige miljø

Som en del af Hornbaek Baltics bæredygtighedsstrategi har de i det forløbne år implementeret flere tiltag med fokus på at reducere deres miljøpåvirkning og udnytte ressourcerne mere effektivt.

De har justeret deres kvalitetskrav i produktionen, så de nu bedre kan udnytte råmaterialer, herunder også materialer af lavere kvalitet. Det har medført en væsentlig reduktion i spild og bidrager til en mere ansvarlig og ressourceeffektiv produktion. 

Disse initiativer er vigtige skridt i deres bestræbelser på at drive en mere miljøansvarlig virksomhed og styrke deres bidrag til en bæredygtig fremtid.

Tropica og Dennerle Plants

Tropica og Dennerle Plants

Tropica Aquarium Plants har i det forgangne år taget markante skridt i retning af en mere bæredygtig og ansvarlig forretningspraksis – både i forhold til miljøet, deres medarbejdere og samfundet omkring dem.

Der er hos Tropica Aquarium Plants gennemført en total energikortlægning af virksomheden med henblik på at finde mulige besparelser på det samlede ressourceforbrug. Energisynet og klimasynet omfatter hele energiforbruget til bygninger, produktion samt til transport.

Tropica Aquarium Plants har udarbejdet energisynet og klimasynet iht. Gældende retningslinjer med mest mulig egen indsats, samt med nødvendig ekstern ekspertise i form af en godkendt energi- og klimasynsudførende virksomhed.

Energisynet indeholder en undersøgelse og analyse af Tropica Aquarium Plants’ energiforbrug med det formål at identificere muligheder for at forbedre energieffektiviteten og reducere energiforbruget.

Klimasynet indeholder en undersøgelse og analyse af Tropica Aquarium Plants’ klimaaftryk med det formål at identificere muligheder for at reducere udledningerne, bl.a. ved at omstille fra fossile til vedvarende energiformer. Procesudledninger er ikke med i klimasynet.

I årets løb er arbejdet videre med implementering af en række miljømæssige tiltag igangsat tidligere år. Det drejer sig om bl.a. bæredygtig emballage og produktinnovation:

Tropica Aquarium Plants har skiftet deres primære emballage fra plastik til pap og modtaget Scanstar-prisen for deres nye papbakke. Prisen gives til løsninger, der viser vejen for fremtidens emballage med fokus på miljø, design og brugervenlighed. Det er et vigtigt skridt i deres arbejde med at reducere plastforbruget og gøre deres produkter mere miljøvenlige.

En anden vigtig produktforbedring er introduktionen af deres clips-løsning, som er et alternativ til den traditionelle potte med stenuld. Clipsen holder planten om rødderne, hvilket reducerer materialeforbrug, minimerer affald, optimerer transport og giver forbrugeren en enklere og mere bæredygtig oplevelse. På sigt er det deres ambition, at denne løsning erstatter potten som standard – til gavn for miljø, kunder og virksomhed.

Nyt byggeri med bæredygtige rammer i Tyskland

I Dennerle Plants, Tyskland, er der i årets løb opført en ny central bygning. Bygningen vil styrke de fysiske rammer for medarbejderne og reducere energiforbruget. Bygningen samler administration, produktion og lager i en højisoleret, multifunktionel facilitet, som delvist forsynes med solenergi. Den erstatter samtidig ældre væksthusarealer med højt energiforbrug og bidrager dermed til en mere klimavenlig drift.

Døre fra Vahle

Vahle

Hos Vahle har regnskabsåret 2025/26 været præget af strategiske investeringer i bæredygtighed, medarbejdertrivsel og faglig udvikling – alt sammen med henblik på at fremtidssikre produktionen og styrke virksomhedens samfundsansvar.

Årets største initiativ har været igangsættelsen af implementeringen af en konfigurator til brug for tilbudsgivning og som grundlag for produktionen. Når løsningen er fuldt implementeret, vil den skabe mere robuste forretningsgange med en 100 % sammenhæng fra tilbud til produktion. Det vil minimere risikoen for fejl og dermed reducere ressourceforbruget.

Implementeringen af nye brandgodkendelser baseret på EU-krav er ligeledes i gang. De skærpede krav vil bidrage til øget personsikkerhed i de løsninger, vi leverer.

Vahle er en aktiv aktør i renoveringen og transformationen af den ældre boligmasse. Vi ser et stigende antal projekter, hvor vores døre anvendes i bygninger, der omdannes til nye formål. I begge typer projekter bidrager vi med innovative dørløsninger, som gør det muligt at opnå moderne funktionalitet og æstetik med et væsentligt lavere CO₂-aftryk sammenlignet med nybyggeri. Dermed bidrager vores løsninger til den grønne omstilling i byggeriet.

Hos Vahle har vi fem snedkerlærlinge. Vi ser det som en vigtig opgave at uddanne fremtidens faglærte arbejdskraft og dermed bidrage til udviklingen af branchen.

Grønning Hårdt Træ

Grønning Hårdt Træ

Grønning Hårdt Træ har en stærk faglig profil og et klart fokus på ansvarlig skovdrift. Grønning Hårdt Træ bidrager dermed aktivt til koncernens samlede bæredygtighedsindsats.

Virksomheden tilbyder udelukkende træ fra certificerede skovdrifter, herunder både FSC®-certificeret (FSC®-C177142) og PEFC-certificeret træ. Det er en vigtig indsats, særligt fordi meget hårdt træ importeres fra områder uden for Skandinavien, hvor dokumentationen for bæredygtig skovdrift kan være mere uigennemsigtig. Certificeringerne sikrer, at træet stammer fra skove, hvor der tages hensyn til både miljø, sociale forhold og økonomisk ansvarlighed – og det matcher efterspørgslen fra en kundekreds, der i stigende grad stiller krav om dokumenterede, bæredygtige løsninger.

Grønning Hårdt Træ arbejder desuden med en lagermæssig strategi, der reducerer klimaaftrykket fra transport og opbevaring. Ved at holde mindre trælagre og arbejde med just-in-time-leverancer optimeres logistikken, hvilket mindsker unødvendig energianvendelse og CO₂-udledning.

På energiområdet har virksomheden udskiftet det eksisterende varmeanlæg. Det nye system er tilkoblet fjernvarmen og er markant mere energieffektivt, hvilket giver en væsentlig reduktion i ressourceforbruget til opvarmning af både administrationsbygning og produktionsfaciliteter.

Grønning Hårdt Træ tager også socialt ansvar som en naturlig del af virksomhedens bæredygtighedsstrategi. Virksomheden ønsker at bidrage til et rummeligt arbejdsmarked og skabe plads til mennesker med forskellige forudsætninger. Derfor har Grønning Hårdt Træ medarbejdere ansat i flexjob og har desuden taget ansvar for udviklingen af fremtidens faglærte arbejdskraft gennem ansættelsen a

Dansk Administrationscenter

Dansk Administrationscenter fortsætter med at arbejde med styrkebaseret ledelse. Gennem løbende træning bliver medarbejderne bevidste om deres personlige styrker og lærer at bruge dem aktivt i det daglige samarbejde. Fokus flyttes fra svagheder til potentialer, så den enkelte får mulighed for at udvikle sig dér, hvor vedkommende allerede står stærkt – til gavn for både fællesskabet og opgaveløsningen.

I 2025 gennemførte Dansk Administrationscenter en arbejdspladsvurdering (APV), som viste høj tilfredshed med både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. Der blev ikke identificeret alvorlige problemer, og samtlige forslag til forbedringer er siden blevet implementeret. Allerede før APV’en havde virksomheden etableret en ugentlig massageordning, hvor en professionel massør tilbyder behandling i arbejdstiden. Virksomheden betaler for behandlingen, mens medarbejderne benytter deres fleksordning. Ordningen har bidraget til at styrke den generelle tilfredshed.

Dansk Administrationscenter støtter fortsat Danske Hospitalsklovne, Julemærke-marchen og Sport ’n’ Charity med økonomiske donationer. Sølund Musik-Festival støttes ved, at medarbejdere donerer en arbejdsdag til at hjælpe med at sætte telte op til festivalen.

Dansk Administrationscenter
Støtte til Made in Hope på Filippinerne

Støtte til velgørende projekter

Koncernen har i 2025/26 støttet nedenstående projekter, der er nærmere beskrevet på jpsmarselis.dk:

Kirkens Korshær generelle arbejde i Aarhus, der er hjem for byens hjemløse og skæve eksistenser.

Treårig klimaaftale med Folkekirkens Nødhjælp. Aftalen har både fokus på at gøre en forskel for klimaet og på at hjælpe de samfund, der lider under klimaforandringerne. Som en del af klimaaftalen bliver der plantet mere end 2.000 træer i Uganda, som både har en positiv effekt på klimaet ved at optage CO2 og har en direkte indflydelse på lokalsamfundet.

”SheWORKS”, som er et projekt under Made in Hope, der arbejder med trafikerede kvinder og deres børn i Manilla, Filippinerne. Projektet omfatter støtte og hjælp til uddannelse, der giver kvinderne mulighed for at forsørge sig selv og få et bedre liv.

Inden for områderne menneskerettigheder samt anti-korruption og forretningsetik har vi i 2025/26 foretaget overordnede vurderinger af de primære risici, som basis for det videre arbejde. Arbejdet med vurderingerne er, ligesom udviklingen af politikkerne for samfundsansvar i øvrigt, foretaget på tværs af organisationen med repræsentation fra koncernens virksomheder. Herved sikres en stor bevidsthed om risikobilledet i hele koncernen. Der er ikke fundet områder el